mandag den 30. juli 2012

Skal jeg nævne mine fritidsinteresser og hobbies?

Skal jeg nævne mine fritidsinteresser og hobbies i mine ansøgninger?
Af Karsten A. Krabbe

Det er svært at vurdere, hvor stor betydning man skal tillægge de aktiviteter man beskæftiger sig med i fritiden.

Mange jobsøgningskurser anbefaler direkte, at man nævner noget om sin fritid med den begrundelse, at det skulle give et mere komplet billede af én som person.
- Jeg tvivler på, om denne påstand holder i praksis.

På den anden side, så ER der fritidsaktiviteter, som kan have stor betydning. Hvis du eksempelvis har været spejderleder i mange år, kan det være en fordel i forbindelse med jobs som pædagog og lærer.

- Det er svært at finde den rette balance: Skal du tage det med i din ansøgning eller skal du udelade det?

Hvis din fritidsaktivitet kan dokumentere, at du besidder nogle kompetencer, som du ellers ikke har nogen formel dokumentation for, kan du beskrive denne aktivitet.

Hvis du skriver i en ansøgning: "Jeg har arbejdet med Adobe Photoshop dagligt i forbindelse med mit job som webdesigner" (og det vel at mærke passer), så har det langt større vægt end hvis du skriver: "I min fritid har jeg arbejdet meget med grafiske programmer, f.eks. Adobe Photoshop, fordi jeg godt kan lide at være kreativ med billeder, jeg har taget.."

Jeg er bange for, at nogle arbejdsgivere vil finde det totalt uvedkommende i din ansøgning. På den anden side kunne det jo være, at arbejdsgiveren fornemmede din passion for det kreative fotoarbejde, og af den grund indkaldte dig til samtale..

Skal man tage fat ved nældens rod eller ej?

Hvis du søger et job, som kræver et godt kendskab til Photoshop, så er du jo nødt til at bekende, at dit kendskab er begrænset til hobbyaktiviteter i fritiden. Men det ser man jo fra tid til anden, at folk springer fra det faste job og satser deres fremtid på de ting, de indtil da kun har beskæftiget sig med for sjov skyld..


Holdning: Skriv kun om dine fritidsinteresser og hobbies, hvis de kan have betydning for det aktuelle job, du søger..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar